Åbent alle dage 05.00 – 22.30

Vedtægter

– Praktisk info

ISS Fitness

ISS Skjold Fitness er underlagt vedtægterne for Idrætsforeningen Skjold Skævinge.

Herudover gælder følgende:

§ 1  Formål

  • Afdelingen har det formål at tilbyde de enkelte medlemmer et fleksibelt træningstilbud, der imødekommer individuelle behov for træning i en foreningsbaseret ramme.

§2

  • Afdelingen tilslutter sig konceptet DIF/DGI Foreningsfitness., herunder, at overskud forbliver i afdelingen.

§3

  • Afdelingen ønsker ikke at deltage i konkurrencer eller turneringer, men driver udelukkende aktiviteter i forhold til medlemmernes sundhed, trivsel og fællesskab.
  • Et medlem kan udelukkes, hvis dette ved omtale eller handling skader afdelingens interesser eller anseelse. Mobning, uhensigtsmæssig adfærd, højt støjniveau, uhensigtsmæssig træning eller uhensigtsmæssig anvendelse af motionsmaskinerne tolereres ikke.
  • Såvel instruktører som bestyrelsesmedlemmer har kompetence til at vejlede medlemmerne, så uhensigtsmæssig adfærd ændres.
  • Hvis dette ikke er muligt, har de ligeledes kompetence til at give de enkelte medlemmer karantæne eller bortvise vedkommende. (UDEN mulighed for refusion).
  • Rygning, indtagelse af alkohol, ulovligt kosttilskud eller anvendelse af doping er forbudt i motionscentret og øvrige områder af hallen. Overtrædelse af dette medfører karantæne eller bortvisning (uden refusion).

§4 Generalforsamling

  • Ordinær generalforsamling afholdes hvert år inden 15. februar.
  • Generalforsamlingen bekendtgøres ved opslag på aktivitetsstederne samt ved rundsendelse af email.
  • Referat af generalforsamlingen bekendtgøres ved opslag på aktivitetsstederne samt ved rundsendelse til medlemmerne pr. email senest 1 måned efter generalforsamlingen.

§5

  • Bestyrelsesmedlemmer hæfter alene med den til enhver tid eksisterende formue i afdelingen.

Således vedtaget på den ordinære generalforsamling den 28. januar 2013.

ISS Skjold Skævinge

Vedtægter forIdrætsforeningen “Skjold” Skævinge
Tilsluttet DGI som 32. Kreds, samt medlem af DIF

Foreningens Navn

§ 1 stk. 1 Foreningens navn er: Idrætsforeningen “SKJOLD” Skævinge. Foreningens hjemsted er: Hillerød kommune.

stk. 2 Foreningen er tilsluttet DGI Nordsjælland som 32. kreds. Foreningen er tilsluttet DIF.

Foreningens Formål

§ 2 stk. 1 Foreningens formål er ved idræt og andet kulturelt virke at fremme den enkelte og fællesskabets sundhed og trivsel.

Afdelinger

§ 3 stk. 1 Foreningen har for nærværende afdelinger for: badminton, fodbold, gymnastik, håndbold og skydning. Nye afdelinger kan etableres uden ændringer i disse vedtægter.

Medlemmer

§ 4 stk. 1 Foreningen optager såvel aktive som passive medlemmer.

stk. 2 Enhver person kan optages som aktivt medlem af en eller flere afdelinger. Anmodning om optagelse rettes til de respektive afdelinger og er gyldig efter betaling af kontingent.

stk. 3 Enhver person med interesse for foreningens virke kan optages som passivt medlem, uden stemmeret. Anmodning om optagelse rettes til hovedbestyrelsen.

stk. 4 Hovedbestyrelsen kan udnævne æresmedlemmer.

stk. 5 En person, som nægtes optagelse i en afdeling, kan anke til hovedbestyrelsen, som har den endelige afgørelse.

stk. 6 Et medlem, som er i restance i en afdeling, kan nægtes deltagelse i såvel denne afdeling, som øvrige afdelinger.

stk. 7 Udmeldelse sker ved henvendelse til de respektive afdelinger.

Kontingent

§ 5 stk. 1 De enkelte afdelinger og passive medlemmer betaler kontingent til foreningens hovedkasse. Kontingentets størrelse fastsættes på foreningens generalforsamling.

stk. 2 De aktive medlemmer betaler kontingent til den eller de afdelinger, de er medlem af, forud og bindende for en hel sæson.

stk. 3 Æresmedlemmer er kontingentfri.

Medlemsforpligtelser

§ 6 stk. 1 Ethvert medlem er forpligtet til at overholde de for foreningen til enhver tid gældende vedtægter, samt de af hovedbestyrelsen fastsatte regler, og skal desuden under udøvelse af sine aktiviteter i foreningen udvise sømmelig og tilbørlig optræden.

stk. 2 Såfremt der opstår uoverensstemmelse mellem medlemmer og afdelinger eller medlemmer indbyrdes, kan disse indbringes for hovedbestyrelsen, som har den endelige afgørelse.

stk. 3 Såfremt et medlem overtræder sine forpligtelser iflg. § 6 stk. 1, kan forholdet af et afdelingsudvalg indbringes for hovedbestyrelsen, som afgør sagen.

stk. 4 Afgørelse om udelukkelse af et medlem, kan af dette indankes for DGI.

Generalforsamling

§ 7 stk. 1 Generalforsamlingen er foreningens øverste myndighed.

stk. 2 Ordinær generalforsamling afholdes hvert år, inden udgangen af februar måned.

stk. 3 Ekstra-ordinær generalforsamling skal afholdes når bestyrelsen finder det påkrævet, eller når mindst 25 medlemmer tilsender hovedbestyrelsens formand skriftlig begæring herom, vedlagt en dagsorden.

stk. 4 Dagsorden for den ordinære generalforsamling skal mindst indeholde:
1. Valg af dirigent
2. Valg af stemmetællere
3. Formandens beretning
4. Fremlæggelse af det reviderede regnskab
5. Indkomne forslag
6. Valg af formand (lige år)
7. Valg af Kasserer og Sekretær (ulige år)
8. Valg af en revisor og evt. suppleant. (suppleant i lige år)
9. Valg af fanebærer eller fanebærersuppleant (fanebærer i lige år)
10. Fastsættelse af kontingent
11. Eventuelt

stk. 5 Alle valg gælder for 2 år

stk. 6 Generalforsamlingen indkaldes med mindst 8 dages varsel ved annoncering i et af de lokale ugeblade. Forslag til generalforsamlingen skal være formanden i hænde senest 5 dage før generalforsamlingen.

stk. 7 Generalforsamlingen er beslutningsdygtig uanset de fremmødtes antal.
På generalforsamlingen afgøres sagerne ved almindeligt stemmeflertal, dog kræves til ændringer af vedtægterne 2/3 af de afgivne stemmer.
Skriftlig afstemning skal finde sted, når ønske herom fremsættes.

stk. 8 Alle aktive medlemmer over 16 år har stemmeret.
Der kan stemmes ved fuldmagt, dog max. 2 pr. repræsentant.
Medlemmer under 16 år kan lade sig repræsentere ved forældre eller værge, heraf er dog kun 1 stemmeberettiget.
Gyldigt medlemskort (indbetalingskort) giver adgang til generalforsamlingen.
Der føres protokol over vedtagne beslutninger. Denne underskrives af generalforsamlingens dirigent.

Ledelse

§ 8 stk. 1 Foreningen ledes af en hoved-bestyrelse bestående af formændene for de i § 3, stk. 1 nævnte afdelinger samt 3 medlemmer, som vælges på generalforsamlingen, nemlig formand, kasserer og sekretær/næstformand. Bestyrelsen repræsenterer foreningen i alle forhold.
Ved forhandlinger med offentlige myndigheder repræsenteres foreningen af formand, kasserer og sekretær/næstformand eller af et ad hoc udvalg, nedsat af hovedbestyrelsen.

stk. 2 Foreningens regnskabsår er kalenderåret.
Foreningens regnskaber revideres af de 2 generalforsamlingsvalgte revisorer.
Samtlige bestyrelsesmedlemmer skal godkende og underskrive regnskabet.

Hoved-bestyrelsen

§ 9 stk. 1 Bestyrelsesmøder indkaldes når formanden eller 2 bestyrelsesmedlemmer ønsker det.

stk. 2 Bestyrelsen er beslutningsdygtig når mindst halvdelen af bestyrelsesmedlemmerne incl. formanden eller næstformanden er til stede.

stk. 3 På bestyrelsesmøderne afgøres sagerne ved almindeligt stemmeflertal. I tilfælde af stemmelighed er formandens stemme afgørende.

stk. 4 Afdelingsformændene skal i tilfælde af forfald lade sig repræsentere af et medlem af afdelingens udvalg.

stk. 5 Bestyrelsen er i alle tilfælde ansvarlig over for generalforsamlingen.

stk. 6 Der føres protokol over bestyrelsesmøderne. Protokollen godkendes af bestyrelsen.

stk. 7 Bestyrelsen udfærdiger forretningsorden for foreningen og afdelingerne.

Afdelingsudvalg

§ 10 stk. 1 For hver af de i § 3 stk. 1 nævnte afdelinger vælges et udvalg på 3, 5, 7 eller 9 medlemmer, samt suppleanter.
Udvalgene vælges på de enkelte afdelingers generalforsamling.
Ordinær generalforsamling afholdes hvert år, inden d. 15. Februar.
Udvalgene vælges med et lige antal medlemmer i lige år og et ulige antal i ulige år og suppleanter når nogen afgår.
Ekstra ordinær generalforsamling afholdes, når afdelingsudvalgene finder det påkrævet eller når 10 af afdelingens medlemmer skriftligt fremsætter begæring herom.

stk. 2 Dagsordenen for den ordinære generalforsamling skal mindst indeholde:
Valg af dirigent
Valg af stemmetællere
Formandens beretning
Fremlæggelse af det reviderede regnskab
Indkomne forslag
Valg af formand
Valg af udvalgsmedlemmer.
Fastsættelse af kontingent
Eventuelt

stk. 3 Alle valg gælder for 2 år.

stk. 4 Generalforsamlingen indkaldes med mindst 8 dages varsel, ved annoncering i et af de lokale ugeblade. Forslag til generalforsamlingen skal være formanden i hænde senest 5 dage før generalforsamlingen.
Generalforsamlingen er beslutningsdygtig uanset de fremmødtes antal.
På generalforsamlingen afgøres sagerne ved almindeligt stemmeflertal.

stk. 5 Alle aktive medlemmer over 16 år har stemmeret.
Der kan stemmes ved fuldmagt, dog max. 2 pr. repræsentant. Medlemmer under 16 år kan lade sig repræsentere ved forældre eller værge, heraf er dog kun stemmeberettiget.
Gyldigt medlemskort (indbetalingskort) giver adgang til generalforsamlingen.

stk. 6 Der føres protokol over afdelingens generalforsamling og møder.
Afdelingerne fører regnskab, som revideres af foreningens valgte revisorer.
Samtlige bestyrelsesmedlemmer skal godkende og underskrive regnskabet. Afdelingsudvalgene er ansvarlige over for hovedbestyrelsen, som til enhver tid kan kræve adgang til afdelingens protokol og regnskab. Afdelingsudvalgene må ikke foretage dispositioner, som kan medføre økonomisk risiko for foreningen eller afdelingernes eksistens.

stk. 7 Da skytteafdelingen er berettiget til at give våbenpåtegning, er afdelingens bestyrelse forpligtiget til at give orientering til politiet eller om fornødent at tilbagekalde påtegning over for et medlem, der efter bestyrelsens skøn, af hvilken som helst årsag, ikke længere bør være indehaver af en meddelt tilladelse til våben.

Kapital

§ 11 stk. 1 Det påhviler bestyrelsen at fremskaffe den til foreningens drift nødvendige kapital, dels ved låntagning og dels ved henlæggelser og afskrivninger.

stk. 2 Med 3 hovedbestyrelsesmedlemmers underskrifter, hvoraf den ene skal være formandens, købe, sælge eller pantsætte foreningens ejendom.
På samme måde kan optages driftslån og kassekreditter i fornødent omfang.

Opløsning

§ 12 stk. 1 De i § 3 stk. 1 nævnte afdelinger kan ikke udmeldes af Idrætsforeningen “Skjold” Skævinge.

stk. 2 En afdelingsgeneralforsamling kan vedtage at indstille afdelingens aktiviteter for en periode af 2 år, med mindst 2/3 af afdelingens gyldige stemmer.
I denne periode forvalter hovedbestyrelsen afdelingens aktiver uden bevægelser, og afdelingen kan i denne periode rekonstrueres.
Efter 2 års periodens udløb kan hovedgeneralforsamlingen vedtage at forlænge indstillingsperioden eller nedlægge afdelingen og overføre dens aktiver til hovedkassen.

§ 13 stk. 1 Opløsning af foreningen kan finde sted, når beslutning herom træffes med 2/3 af de afgivne gyldige stemmer på 2 generalforsamlinger, med mindst 3 ugers mellemrum.
Er opløsningen vedtaget, udpeger generalforsamlingen et likvidationsudvalg, som i enhver henseende er berettiget til at tegne foreningen og som skal afhænd foreningens aktiver på bedst mulig måde.

stk. 2 Foreningens aktiver tilfalder indenfor en periode af 10 år efter foreningens opløsning, en eventuelt nyoprettet idrætsforening med hjemsted i Skævinge By.
I ovennævnte periode forvaltes foreningens aktiver af DGI Nordsjælland.
Efter denne periodes udløb tilfalder foreningens aktiver Hillerød Kommune til fordeling til almennyttigt idrætsarbejde i Skævinge.

stk. 3 Foreningen er opløst når generalforsamlingen har godkendt regnskabet over likvidationen.

Således vedtaget på generalforsamling i Idrætsforeningen “Skjold” Skævinge, den 24.2.2008.

__________________

Dirigent

Generalforsamling

Generalforsamling afholdt Torsdag d. 26/1 -2023 Kl. 19.00

Referat findes her

Regnskabet findes her

Tak for en god generalforsamling.

Med venlig hilsen
ISS Fitness

Generalforsamling afholdt i hallens cafeteria Torsdag d. 10/2 -2022 Kl. 19.00

Referat findes her

Regnskabet findes her

Tak for en god generalforsamling.

Med venlig hilsen
ISS Fitness

Generalforsamling afholdt online Søndag d. 14/2 -2021 Kl. 14.00

Referat af
ISS Fitness’ Generalforsamling
14. februar 2021 kl. 14:00
 

  1. Valg af dirigent:
  • Jørgen valgt som dirigent.
  1. Valg af referent og stemmetællere
  • Louise Birkild valgt som referent
  • Mette Larsen og Louise Birkild valgt som stemmetællere
  1. Formandens beretning
  • 2020 blev et mærkeligt år…
  • Tak til Bestyrelsen, Instruktører & medlemmer for at holde ved trods tiderne har været mærkelige.
  • 2020 startede fint men nåede kun til 11 marts før bestyrelsen fik travlt med at finde ud af hvad vi skulle gøre Men det stod helt klart at vi måtte lukke helt ned.
  • I maj fik man lov til at komme udendørs og vi søgte Hillerød kommune om at bruge deres udendørs arealer til vores træning. Vores instruktører var kreative og fik hurtigt anlagt træningsområder med god afstand, og alle regler blev overholdt. Der har været flere der har sat spørgsmålstegn ved noget af træningen, men vi har haft DGI og Hillerød kommune med inde over helt fra starten og alt var i orden. Tak for den store indsats til alle, for at få gang i træningen, og få hold op at køre igen.
  • Vores kasser Charlotte Reesen valgte at stoppe – Stor tak for indsatsen, og Louise har fortsat arbejdet som kasser og det er vi glade for. Tak for hurtig beslutning om at overtage opgaven.
  • I juni måtte vi heldigvis skrue op for flere medlemmer på holdene så hele sommeren blev der hoppet, cyklet, gået, dyrket Yoga og trænet med rigtigt mange hold hver uge. I Fitnesscentret blev der strammet op omkring hvor mange der måtte være ad gangen så 10 personer+1 instruktør og det fungerede fint. Tak til jer instruktører som var kreative og fik det hele til at fungerer med træning, bookninger, hold og det hele, der blev lagt et rigtigt stort arbejde i det.
  • Halvårs kontingentet pr. 1/8 -20, blev på flere medlemmers opfordring, opdelt i fuldt kontingent for dem der ikke ønskede kontingent med refusion, og resten fik ønskede refusion, pga. lukningen i foråret. Vi takker alle de medlemmer som valgte at støtte vores forening med fuldt kontingent. Det gør at vi er kommet godt igennem året.
  • Vi sparer penge sammen til indflytningen til vores nye faciliteter, (seneste plan i 3 kvartal 22), hvor flere maskiner skal udskiftes, nogle bare justeres og nye skal indkøbes. Meget af vores materiel er 12-13 år gammelt til den tid.
  • I efteråret skulle vi have haft instruktører på DGI-inspirations-/træningstur i september, men alt blev aflyst pga. Covid-19, så de må vente til der åbnes op igen.
  • Da vi fik adgang til vores midlertidige fitnesslokaler sidst på sommeren, besluttede vi at flytte fitnesscentret d. 15. oktober til vores nye lokation i industrien, så alle holdene kunne fortsætte i hallen med et ekstra hold lokale til rådighed. Tak til bestyrelsen og instruktører for at hele flytningen gik godt. Det var et stort arbejde at få det hele på plads med kommunen, flytning, rengøringen, adgangssystemer, oprydning, udlejer mv., sammenholdt med endnu strammere regler for antal i lokalerne, af-spritning, ekstra rengøring osv. Vi fik en god start og alle har givet udtryk for at det er et fint sted vi skal være de næste ca. 18 mdr.
  • Den 7. december syntes Mette at vi igen skulle lukke helt ned, sammen med resten af landet. Hvornår vi kan åbne igen, står hen i det uvisse.
  • Imens der har været lukket ned, har bestyrelsen holdt møder om den fremtidige drift mv. Flere nye instruktører har spurgt ind til en form for skriv om, hvad der forventes af en instruktør og hvad de kan forvente af bestyrelsen mv. Kort og godt en forventningsafstemning. Derfor har vi lavet en ”håndbog” som fortæller lidt om det at være en del af ISS Fitness.  ”Håndbogen” gælder både som information til instruktører, men også kommende bestyrelsesmedlemmerne.
  • Ud over det, er der holdt en del møder med kommunen angående det nye byggeri, som går i gang sidst i maj. Vi skal dog være ude af hallen sidst i april så vi har heldigvis været i dialog med skolen, og lånt lokaler til holdtræningen i Blok F på skolen.
    Der bliver lidt mindre plads end nu men vi håber på at få det hele til at virke. Vi håber også at kunne benytte det store lokale i midten af blok F, hvis der ikke er skolearrangementer, til gengæld skal alt udstyr slæbes frem og tilbage hver gang.
  • Jeg holder en del møder med gruppen omkring SKIF (Skævinge Kultur, Idræt & Foreningshus) som vores nye fælleshus hedder, ang. hvordan vi skal drive det hele når vi starter op. Det kommer der mere ud når vi kommer længere frem i processen følg evt. med på FB. Vi skal også finde nogle som skal hjælpe os med at fondssøge om midler til udendørsområder, møblering mv.
    Til slut vil jeg bare sige Tak for året der er gået og jeg glæder mig helt vildt til vores nye fitnesscenter står færdigt.
  • Vi glæder os til at se jer alle i Fitnesscentret igen. Snart
  • Beretningen blev godkendt uden bemærkninger.

        Fremlæggelse af det reviderede regnskab

  • For bemærkninger vedrørende regnskabet henvises der til det reviderede regnskab der kan findes på hjemmesiden.
  • Det reviderede regnskab blev godkendt uden bemærkninger
  1. Indkomne forslag
  • Ingen indkommende forslag

 

  1. Bestyrelsesmedlemmer på valg
  • Eva Kjer: Enstemmigt valgt
  • Tommy Kjer: Enstemmigt valgt
  • Nyt medlem: Bjørn Kristensen: Enstemmigt valgt

           Suppleant på valg

  1. Kim Reesen: Enstemmigt valgt

 

        7. Fastsættelse af kontingent

Bestyrelsen foreslår uændret indmeldelsesgebyr og kontingent:
Indmeldelsesgebyr kr. 200,-
Halvårligt kontingent kr. 800,- til betaling 1. februar og 1.august.
Helårligt kontingent kr. 1.400,- til betaling 1. februar.
Gratis holdtræning ved intern instruktør.
Separat betaling for holdtræning ved ekstern instruktør.

 

Fastsættelse af kontingent godkendt uden bemærkninger

 

  1. Eventuelt
 Ingen punkter

Regnskabet findes her

Tak for en god generalforsamling.

Med venlig hilsen
ISS Fitness

Generalforsamling afholdt online Søndag d. 14/2 -2021 Kl. 14.00

Referat af
ISS Fitness’ Generalforsamling
29. januar 2020 kl. 19:30
 

  1. Valg af dirigent:
  • Hans Christian valg som dirigent.
  1. Valg af referent og stemmetællere
  • Kim Reesen valgt som referent
  • Mette Larsen og Jette Justesen valgt som stemmetællere
  1. Formandens beretning
  • Formanden takker medlemmerne for deres støtte, Instruktørerne for deres gode bidrag og bestyrelsen for deres store arbejde med alle de opgaver der ligger i forbindelse med den relativt store forening.
  • 2019 har været et godt år med stor grad af fastholdelse af medlemmer og tiltrækning af nye medlemmer, bl.a. båret af vores aktive jumping hold.
  • I April var der tur til venskabsforeningen i Herlev for interesserede fra bestyrelse og instruktører
  • Der er uddannet flere instruktører og de viser stort engagement.
  • Der er afholdt mange møder med kommunen om planerne for ”den nye hal” (SKIF) Der er søgt penge ved anlægsfonden hvorfra der er tildelt kr. 7 mill, hvorfor der nu kun mangæer ca. kr. 3.5 mill.
  • Der er allerede i gang sat undersøgelser af eksisterende byggeri og det store byggeri forventes igangsat til juli.
  • Vi afventer svar fra Hillerød kommune om genhusning, men regner med at det bliver et lokale i Skævinge.
  • I september var 2 instruktører med på DGI’s La Santa Sport tur hvor de var sammen med mere end 100 andre instruktører fra hele landet.
  • og ting har kørt som planlagt.

 

Spørgsmål fra medlemmer:
  • Spm.: Vides det om der kommer borgermøde om SKIF projektet?
Svar: Det vides endnu ikke om der inviteres til borgermøde om SKIF projektet.
  • Spm.: Hvor lang tid forventes byggeriet at tage og er der ved at være fundet en løsning til genhusning?
Svar: Byggeriet forventes at tage ca. 12 måneder.
Der er endnu ikke en endegyldig løsning til genhusning, men der arbejdes på flere løsninger.
Blandt udfordringerne er, at udlejere bliver utrygge når centeret ikke er bemandet i åbningstiden, og at der skal ske en del ombygning for, at passe til vores behov.

 

  • Beretningen blev godkendt uden bemærkninger.

 

  1. Fremlæggelse af det reviderede regnskab
  • For bemærkninger vedrørende regnskabet henvises der til det reviderede regnskab der kan findes på hjemmesiden.
  • Det reviderede regnskab blev godkendt uden bemærkninger
  1. Indkomne forslag
  • Ingen indkommende forslag

 

  1. Bestyrelsesmedlemmer på valg
  1. Vivian Rydstrøm – Formand: Enstemmigt valgt
  2. Peter Rydstrøm: Enstemmigt valgt
  3. Kristian Købstad: Enstemmigt valgt
  4. Louise Birkild: Enstemmigt valgt

 
 
 

Suppleant på valg
  1. Mette Larsen: Enstemmigt valgt

 
 

  1. Fastsættelse af kontingent
Bestyrelsen foreslår uændret indmeldelsesgebyr og kontingent:
Indmeldelsesgebyr kr. 200,-
Halvårligt kontingent kr. 800,- til betaling 1. februar og 1.august.
Helårligt kontingent kr. 1.400,- til betaling 1. februar.
Gratis holdtræning ved intern instruktør.
Separat betaling for holdtræning ved ekstern instruktør.

 

Fastsættelse af kontingent godkendt uden bemærkninger

 

  1. Eventuelt
Der vil i forbindelse med 10 års jubilæum blive afholdt et arrangement med åbent hus, foredrag om træning og kost samt påskefrokost for medlemmerne.
Det kræver tilmelding til foredrag og frokost.
Info sendes ud ca. 1 måned før arrangementet.
 
Der arbejdes på, at finde en løsning på problemerne med musikanlægget. Alle komponenter virker, men signalet er blevet så ringe at det ikke modtages ordentligt.
 
Hans Christian takker fitness foreningen for det store engagement der udvises.

Regnskabet findes her

Tak for en god generalforsamling.

Med venlig hilsen
ISS Fitness

Booking af gratis programlægning

Booking til introtime – sådan gør du:

Efter du har meldt dig ind i ISS Fitness Skævinge & betalt kontingent, skal du have en introduktion til vores center, programlægning og udleveret nøglebrik.
Vælg det tidsrum, som du ønsker at booke. Log ind med mobil eller mail – den som du oplyste ved indmeldelse.

Tast adgangskode *(hvis du har glemt den, tryk ” Glemt adgangskode” og du får gensendt ny (kan laves om til selvvalgt -se vejledning nedenfor).  

Tryk book på ønskede tid og du modtager en bekræftelse på din booking. Hvis du fortryder, tryk annuller og tjek “Mine bookinger” at den ikke fremgår mere. Der kan afbookes indtil 24 før.

Kom gerne omklædt til træningstøj og medbring indendørssko, håndklæde, vand.

Skulle du blive forhindret  (24 timer før), kan du sende os en mail på fitness.iss@gmail.com – vi bekræfter når vi har modtaget din besked.

*Hvis man ønsker at ændre til selvvalgt password eller opdatere personlige oplysninger, kan dette gøres via www.conventus.dk 
Log in /tast Brugernavn (E-mail) og adgangskode – tast tidligere fremsendte adgangskode. Herefter kan din profil redigeres.

Det er her muligt at ændre kontaktoplysninger, adgangskode, samt se oversigt over betalinger mm. 

Booking af informationsmøde